Opgavens titel:
Der ønskes en redegørelse for romerrigets udvidelse og for konsekvenserne i Italien.
Med inddragelse af analyser af de vedlagte tekster, skal du diskutere, hvordan romerne opfattede de fremmede og taklede kulturmødet, når de underlagde sig, kæmpede imod og etablerede sig i fremmede kulturer.
Du skal til slut vurdere i hvilken grad deres håndtering af dette kulturmøde virkede stabiliserende eller nedbrydende på Romerrigets sammenhængskraft.
1.0 Indledning og problemformulering.
Den romerske ekspansion fra bystat til verdensrige blev grundlaget for Europa som vi kender det. Romersk historie er derfor vigtig og på trods af sin magt faldt den republikken på toppen af denne.
Det kan forundre og det er derfor interessant at undersøge hvilke konsekvenser det havde at ekspandere. Bar den kimen til sin egen undergang i sit system så undergangen fulgte af væksten?
Den mest relevante periode at undersøge i den forbindelse er perioden fra slutningen af Anden Puniske Krig til Octavians (Augustus) sejr ved Actium, d.v.s. 201 f.v.t. til 31 f.v.t.. Hovedgrunden til dette er at romerne i Anden Puniske Krig fik de første fjerne kolonier (på den iberiske halvø), 241 f.v.t. (den første provins, Sicilien), 167 f.v.t. (afslutningen af 3. Makedonske Krig med enormt bytte), eller 133 f.v.t. (T. Gracchus ) kunne dog være valgt med lige så stor gyldighed.
Hovedspørgsmålet der skal besvares er, ”bar Res Publica Romana (den romerske republik) kimen til egen undergang i sit politiske system?”
Det var i udbredelsen af romerrriget og dettes møde med andre kulturer europæisk identitet blev grundlagt, derfor kan det være nyttigt med en undersøgelse af den romerske opfattelse af ”de fremmede”, de kulturer de mødte og underlagde sig.
Slutteligt skal gives en vurdering af i hvilken grad den romerske håndtering af dette kulturmøde virkede stabiliserende eller nedbrydende på romerrigets sammenhængskraft, kejserriget inkluderet.
Opgaven tager ikke stilling til grunden til Res Publica Romanas ekspansion. Forskellige forskere har forskellige holdninger til dette, stærkest repræsenteret af marxister og ”imperialister” på hver deres front først i det 20. århundrede, men forskningsdebatten raser stadig uden endelig enighed. De marxistisk/økonomisk inspirerede forskere hævder at økonomisk vinding for Rom var hovedårsagen. Mens andre (mere eller mindre produkt af imperialister/imperialismen) hævder at det først efter Sulla dette motiverede romerne. Forskerne i debatten benytter samme kildesteder til at understøtte deres forskellige synspunkter uden at opnå enighed, og mennesker handler ikke kun og altid fra et og samme motiv. Derfor skal det blot konstateres at romerne rent faktisk ekspanderede ganske voldsomt og at dette havde konsekvenser for Res Publica Romana.
Det skal understreges at det er Republikken ikke Principatet (Kejserriget) der undersøges. Dette er et bevidst valg ud fra pladshensyn, og fordi der var forskellige grunde til Principatets fald som også stadig diskuteres uden enighed.
I opgaven følges Erik Christiansens terminologi for kronologi, f.v.t. og e.v.t. for henholdsvis ”Før Vor Tidsregning” og ”Efter Vor Tidsregning(s begyndelse)”. Ligesom der skrives for den alment oplyste læser. Det forudsættes altså at læseren i grove træk kender romersk historie og ved nogenlunde hvornår republikken og principatet henholdsvis eksisterede, ellers henvises til Christensens almene værk og tidslinien på Wikipedia uden yderligere forklaringer. Også hvorledes antikkens samfund omkring Middelhavet var organiseret som bystater betinges kendt af læseren uden yderligere forklaring.
Hermed har jeg også præsenteret en af mine mest benyttede kilder,
• Erik Christensen, Romersk Historie, der er en kort gennemgang af romersk historie ”Fra by til verdensrige og fra verdensrige til by”, med fyldig bibliografi, der har givet mig de fleste af mine titler plus en del jeg ikke nåede at læse. En anden udmærket almen gennemgang er integreret i Ørsteds Cæsarbiografi, der forøvrigt er ganske læsværdig.
Resten er mere specialiseret litteratur og indgår i ovennævnte diskussion.
• Omkring romersk imperialisme, Badian, Harris og Beard/Crawford.
• Sociale problemer, Harris og Brunt.
Anden litteratur og originalkilder er benyttet til enkeltstående oplysninger uden anden præsentation end fodnote og litteraturliste, mens Wikipedia er benyttet til faktuelle oplysninger. Man skal vare sig med Wikipedia, men hvad angår romersk historie har de faktisk en udmærket serie artikler.
Til sidst skal nævnes de benyttede kilder til analysen af kulturmødet.
• Cæsars ”Gallerkrige” og P. C. Tacitus’ ”Germanien” og Annaler, alle tre desværre gengivet sekundært. Og alle skrevet med megen bias, man skal derfor være påpasselig ved ukritisk at tro på Cæsars og Tacitus’ oplysninger, som vi også skal se senere.
II Den magtpolitiske del af romersk ekspansion.
“Alle lande har en hær, deres egen eller naboens”, lyder et kendt citat. Det var og er besiddelsen af en effektiv hær og villigheden til at anvende den, der er forudsætningen for en stats overlevelse. Og det var den romerske hær og dennes anvendelse der skabte et verdensrige, men samtidigt udhulede republikken. Denne proces skal analyseres nærmere nedenfor.
IIa Romersk udenrigspolitik/holdning til krig.
Efter Verdenskrigenes blodbad og Vietnam er der en tendens til at vi vesteuropæere væmmes ved krig, det er svært for os at retfærdiggøre især offensiv krig. Således forstår vi også historien. Vi glemmer, at ikke alle, til alle tider, har tænkt som vi, græske og Roms bystats-borgere tøvede ikke med at gå i krig, ofte årligt og ofte offensivt.
I perioden som bystat hvor Rom stredes med de andre bystater i Latium grundlagdes et ideal om at en krig skulle være retfærdig (Ius Bellum) for at kunne føres og vindes. Dette afspejler at hovedparten af Roms soldater var bønder, og bønder foretrækker at dyrke jorden. Men allerede fra 327 f.v.t. frem til Anden Puniske Krig i 218 f.v.t. var romerne i felten stort set hver sommer mod Italiens andre beboere, Kong Pyrrhos af Epeiros, og Karthago. Derefter var legioner i garnision og kamp hele året på fjerne steder som den Iberiske halvø og Makedonien.
Derudover opstod i Latium en vigtig doktrin; ”den romerske Del og hersk”- politik. Romerne knyttede de forskellige bystater til sig med traktater, der belønnede hver enkelt med egne privilegier efter hvor meget de havde støttet eller kæmpet imod romerne. Dette gjorde de enkelte allierede (Socii) mere loyale, så længe Rom havde fremgang.
Det sidste er en vigtig pointe. Romerne blev stædigt ved at kæmpe, i med- og modgang til de var modstanderen overlegen, og de sejre Pyrrhos vandt over dem har siden lagt navn til en sejr med så store tab at den ikke kan bruges til noget, en ”Pyrrhos-sejr”. Ligesom de nægtede at forhandle med Pyrrhos’ ellers fremragende diplomat Kineas om fred. Rom forhandlede aldrig fra et svagt standpunkt. Den samme tendens kan følges fremefter, ikke mindst under Anden Puniske Krig hvor romerne trods nederlag efter nederlag til Hannibal bliver ved at stampe nye legioner op af jorden. Romerne var som en terrier, når de først havde bidt sig fast slap de ikke igen.
Dette var sandsynligvis betinget af nødvendigheden af fasthed, hvis ikke forbundsfællerne skulle falde fra, og kunne kun lade sig gøre fordi de ikke faldt fra. Og med legionærer i kamp hvert år var fastheden til at tage og føle på. Hvis romerne oprindeligt var bønder og mod at forlade markerne, var de nu vænnet til at en stor del af dem var i felten hvert år .
I den af os primært behandlede periode, var Rom reelt den eneste magtfaktor i det vestlige Middelhav og fastheden var blevet nærmest til arrogance. Min vurdering er at de krigeriske og krigsvante (men tilsyneladende ikke krigstrætte) romere var opsat på ikke igen at skulle ud i en eksistenskamp med en ligeværdig modstander som de lange og udmarvende krige mod Karthago. Derfor blev enhver potentiel trussel mødt hårdt mod hårdt.
To eksempler skal tjene til at illustrere dette, begge angår de tre andre stormagter omkring Middelhavet. Diadokerne/diadokerrigerne (efterfølgerne, altså de riger Alexander d. Stores generaler byggede på ruinerne af hans imperie efter hans død), Makedonien, Seleukiderriget (Persien) og Ptolemaierriget (Ægypten). Disse havde siden Alexanders død holdt hinanden i skak i en art magtbalance, og var virkelige stormagter.
• Den første indtraf da Ptolomaierriget var svagt og Phillip V af Makedonien i 204- 201 f.v.t. angreb deres besiddelser, Thrakien og Samos. Han bekymrede dermed de græske byer, som sendte flåder mod ham og en gesandt til Rom med bøn om hjælp. Philip havde ydet Karthago støtte, men ikke meget. Og det kan undre at Rom omgående sendte et gesandtskab til Makedonien og forlangte at han indstillede sine krigshandlinger. Dette afslog Philip, og fik overrakt en krigserklæring. Philip var lamslået, Rom havde ingen vitale interesser på spil og havde lige overstået en overlevelseskamp, alligevel erklærede de en mægtig modstander krig. Den faste politik var reel trods den krigstræthed der må have eksisteret i Rom efter store tab og ødelæggelser i kampene mod Hannibal. Fire år efter kunne konsulen Titus Quinctius Flamininus 196 f.v.t. på de Isthmiske Lege i Korinth erklære de græske byer frie. De romerske legioner havde besejret den frygtede makedonske phalanks, og grækerne jublede. Dette fik ende, efter flere trakasserier, intriger og oprør nedkæmpede romerne brutalt al modstand, knuste et Seleukid invasionsforsøg, og gjorde områderne til provinser.
• Den anden minder om den første, blot var det en endnu mægtigere modstander og en endnu mere berømt begivenhed. I 170 og 168 f.v.t. førte Seleukiderriget krig mod Ptolomaierne, det første felttog var en succes, men det andet mødtes på marchen mod Alexandria af en ældre herre, Gaius Popillius Lænas. Han overrakte kong Antiochus IV, der kaldte sig selv Theos Epiphanes("Gud Manifesteret") af andre kaldet Epimanes ("Den Gale"), et ultimatum. Senatet instruerede ham til øjeblikkeligt at trække sig tilbage og lade Ægypten i fred. Kongen udbad sig tid til at diskutere det med sine rådgivere, men Lænas trak med sin stok en cirkel i sandet omkring ham og krævede svar inden han trådte ud. Antiochus bøjede sig. Samtidens største og måske rigeste rige med en ambitiøs konge skulle ikke have noget af at bide skeer med romerne. Og metaforen om en ”streg i sandet” gled ind i vort sprog.
Vi kan således se at romernes faste politik i det andet århundrede f.v.t. havde udviklet sig til, at man nu satte hårdt mod enhver trussel, reel eller potentiel. Inden vi ser på holdningen til krig i Senrepublikken (tiden efter 133 f.v.t.), er det på tid at vende blikket mod romernes hær.
III Den romerske hær.
Den hær romerne brugte til deres magtpolitik var usædvanlig effektiv og opbygget omkring det tunge infanteri i legionerne, suppleret med lettere allierede tropper og rytteri.
Den romerske stædighed afspejlede sig også her, som Pyrrhos måtte konstatere, måtte man selv i sejr over romerne regne med svære tab. Harris har påvist at romerne var usædvanligt krigeriske og ”hårde” selv for en krigerisk samtid. Og selv hærdede makedonske phalangiter (arvtagerne til korpsånden hos Alexanders hær) frygtede legionerne. Disse var formeret på Ca. 5000 mand organiseret i underafdelinger, men med legionen som den primære administrative og operative enhed. For at gøre tjeneste i disse legioner skulle man (forsimplet) være romersk borger over en hvis formue og i alderen 17- 46. Hovedparten var bønder, men officer var fra overklassen. Havde Rom en svaghed var det mangel på rytteri, men med tiden viste der sig også en anden.
Når den romerske bonde nemlig pludselig var i felten flere år i træk gik hans gård hårde tider i møde. Småbønderne havde ikke råd til slaver, og det var så op til kone og børn at dyrke jorden, ofte stod den så udyrket hen. Lægger man dertil ødelæggelserne i krigene og evt. chikane fra stormænd med interesse i at overtage jorden, er det naturligt at vi ser en nedgang i småbøndernes antal fra Anden Puniske krig. Mange blev daglejere eller flyttede til Rom hvor de indgik i et stadigt større og mere ustyrligt byproletariat. Dermed var der færre og færre potentielle soldater til tjeneste. At det tog så lang tid før det gik galt skyldes uden tvivl at romerne tog mange slaver som dyrkede jorden på stormændenes brug. I og for sig godt nok, da man så kunne holde legionerne i felten året rundt i de seks år der var gennemsnit i senrepublikken. Men når de små bondebrug blev færre faldt rekrutteringsgrundlaget, og selvom de små landbrug ikke forsvandt fra Italien, så blev de færre. Forsøg på at sikre rekrutteringsgrundlaget blev centralt for de sidste Ca. 100 år af republikken, og flere politikere forsøgte forgæves løsninger.
Før vi ser på disse kritiske år er det for at forstå udviklingen nødvendigt at se på det politiske system i Rom.
IV Det politiske System i Rom.
Res Publica Romana blev groft sagt styret af to Konsuler med noget nær samme magt som kongerne havde haft. Disse tjente et år af gangen og blev valgt på Centurieforsamlingen, hvor de to øverste klasser havde overvægt af stemmer. For at være valgbar til embedet skulle man have en hvis alder og undtagen i særtilfælde tilhøre senatet og have gennemgået en foreskrevet karierre gennem de andre romerske embeder (Cursus honorum). Senatet var i teorien kun rådgivende, men det var reelt herfra republikken blev styret.
Dog havde Folkeforsamlingen stor magt. Denne valgte ti Folketribuner med vetoret overfor alt. Oprindeligt havde dette været plebejernes talerør og beskyttere overfor patricierne i Stænderkampen (509 f.v.t. – 367 f.v.t.), men embedet blev efterhånden endnu et redskab for patriciernes magtudøvelse. Mere om dette nedenfor.
Patricierne var aristokraterne, resten af folket var plebejere og selvom ridderstanden blev umådeligt rige, kunne de ikke vælges til Senatet. Kun i sjældne tilfælde lykkedes det en ”Ny Mand” at opnå konsulembedet, der gjorde ens efterkommere til patriciere.
Konsulatet var højdepunktet enhver patriciers karierre. Med kun to embeder til 300 senatorer var konkurrencen intens. Da umådelige rigdomme for begyndte at strømme til Rom fra erobrede områder begyndte ambitiøse patriciere derfor at spendere enorme summer for at skabe sig et navn gennem byggerier, gladiatorlege, kornuddelinger O.L.. Dette krævede større indtægter end deres jord kunne give og de måtte låne. Den eneste vej ud af gælden var at blive Prætor eller Konsul, da disse embeder kunne føre til administration af en provins efter embedsperiodens afslutning, og en provins kunne give endog meget store indtægter.
Den intense konkurrence blev skarpere og skarpere, og metoderne til at vinde den mere og mere ryggesløse. Samtidigt med de store problemer med det dalende rekrutteringsgrundlag for hæren.
Den første der forsøgte at løse det var T. Gracchus i 133 f.v.t., ved på meget kontroversiel vis at gennemtvinge et forslag om at uddele store dele af ”Ager Publicus” til jordløse borgere i Folkeforsamlingen. Dette skulle finansieres gennem indtægterne fra Pergamon, der var testamenteret til Rom af sin sidste konge. Da han søgte genvalg som Plebejertribun for at sørge for det blev gennemført gik han for vidt for sine standsfæller og en sammensværgelse anført af hans fætter slog ham og flere af hans tilhængere ihjel under uroligheder på valgdagen. Men dermed var det ikke slut, ti år senere blev Tiberius’ lillebror Gaius valgt som Plebejertribun og fortsatte samme linie. Med endnu mere radikale forslag, hvoraf de to sidste ville styrke rekrutteringsgrundlaget.
• Ridderstanden (Roms næstrigeste, og meget rige, men plebejere) fik sæde i domstolene.
• Gratis uddeling af korn til Roms underklasse.
• Oprettelse af en koloni af jordløse hvor Karthago havde ligget, disse ville så have jord og dermed kunne tjene i legionerne, og de ville udbrede Roms kultur.
• Det romerske borgerskab med dettes privilegier skulle udbredes til Forbundsfællerne.
Dette gik imod patriciernes interesser og da disse ikke havde taleret i Folkeforsamlingen benyttede de en anden Plebejertribun. Denne fik forpurret de to sidste og det kom til uroligheder med regulære gadekampe i Rom. Senatet indførte undtagelsestilstand og Gaius med 3000 af sine tilhængere blev dræbt. Uroligheder og gadekampe blev en fast bestanddel af politik frem mod Republikkens fald, de sidste år forhindrede væbnede bander lovlige valg og terroriserede modstanderne.
Det er svært at sige om Graccherne forsøgte at afhjælpe problemerne med en stor jordløs underklasse og få styr på den meget store og urolige underklasse i Rom (der på dette tidspunkt har nærmet sig en million indbyggere), eller de udnyttede det i et ambitiøst forsøg på at udvide egen magt i konkurrencen om embeder. Men én ting er sikkert, Graccherne viste folket at det havde magt, noget hverken folket eller senere ambitiøse patriciere glemte.
Nu er vi ved at have lagt det puslespil, der er Republikkens fald, blot mangler de to sidste, personificeret ved Marius og Sulla, de forståes bedst ved at vende tilbage til hæren.
V Marius’ hærreform.
Republikken var i krise, slaveoprør hærgede Sicilien hvor meget af Roms korn kom fra, og i Numidien ryddede Jugurtha i åben trods sine regerende fætre af vejen og blev kronet. Imens var Rom præget af voldsomme politiske kampe og korruption. Jugurtha skal have kaldt byen ”En by til fals og dømt til udslettelse hvis den finder en køber”. Ser vi på holdningen 150 år før hvor Kineas kom tilbage fra Rom og berettede at senatorerne havde afslået gaver han havde tilbudt som en naturlig del af græsk diplomati. Senatorerne ”tog ikke mod bestikkelse”, kan vi se at den skærpede konkurrence havde ændret denne.
Utilfredshed med dette gav sig i 107 f.v.t. udtryk i at en ”Ny Mand” blev valgt fra ridderstanden til det ene konsulembede, Gaius Marius. For at få soldater mod Jugurtha lod han alle frivillige indrullere uden skelen til indkomst. Jordløse (primært bondesønner- ikke Roms proletariat ) fik dermed mulighed for bytte og jord. Frivillige strømmede til, og Marius førte Jugurtha i Triumf 104 f.v.t.. Samtidigt truedes Rom af den første germanske folkevandring. Kimbrer og Teutoner havde tilføjet en konsulærhær et ødelæggende nederlag ved Arausio. Barbarfrygten bredte sig i Rom, der ikke havde glemt gallerstormen i 387 f.v.t., og Marius blev år efter år til 100 f.v.t. valgt til konsul til han i en særkommando havde besejret dem. Modstand fra senatet hindrede gennemførelsen af Jorduddeling til veteranerne i Plebejertribunalet. Men Marius havde skabt en ny slags hær, hvor soldaterne ikke længere var loyale overfor staten, kun overfor sin hærfører hvis succes kunne sikre dem et udkomme.
Lucius Cornelius Sulla så og udnyttede dette i striden om kommandoen mod Kong Mithridat af Pontos. 89 f.v.t. havde denne benyttet romernes krig med Forbundsfællerne (der krævede Borgerskab eller selvstyre) til at erobre det meste af det moderne Tyrkiet. Her og i 88 f.v.t. da han invaderede Hellas blev et stort antal romerske borgere slagtet (forskellige kilder angiver 40.000- 150.000) og Rom måtte reagere. Senatet gav kommandoen til den ene Konsul, Sulla, men Plebejertribunalet gav det i stedet til den aldrende Marius.
Sulla havde hvervet en hær af den nye type, og da den kun var loyal overfor ham, rykkede han mod Rom selv og gennemtvang senatsbeslutningen. Derefter slog han Mithridates og vendte tilbage belæsset med bytte. Her havde hans modstandere taget magten og undertrykt hans støtter. Sullas hævn blev uhørt, tusinder blev slået ihjel af hans hær og 4700 proskriberet (offentliggjort på en liste, frakendt liv og ejendom), uden dom blot ved den magt hans legioner gav. Den konfiskerede jord fik disse legionærer og Sulla blev valgt som Diktator uden tidsbegrænsning (et embede, valgt med absolut magt for et halvt år i nødssituationer).
Der var intet på spil i denne blodige affære, blot magt og Sulla opnåede den. Herefter gennemførte og omstødte han love med henblik på at styrke senatet, Bl.a. mistede Ridderstanden sæde i domstolene. I 79 f.v.t. trak han sig tilbage og døde året efter. Men ingen romersk patricier glemte igen at en særkommando kunne give rådighed over en privat hær og Absolut magt.
Som Graccherne viste folket dets magt og Marius skabte ”private” hære havde Sulla vist hvad disse kunne gøre. Scenen var sat for republikkens fald, de kommende år afventede den blot at en stærk mand skulle træde op på scenen og tage hovedrollen...
VI Opsummering og delkonklusion, Res Publica Romanas fald.
Vi har set hvordan den efterhånden aggressive romerske udenrigspolitik og konstante krigsførelse udtyndede rekrutteringsgrundlaget for hæren og delvist erstattede frie bønder med slaver. Vi har set at dette skabte problemer for hæren og hvordan de jordløse mobiliseredes i kampen for agrarreformer, såvel som i hæren. Og hvordan senatet bekæmpede jordreformer.
Vi har også set hvordan det efterhånden blev nødvendigt for en politisk karierre med en provinskommando og hvor stor konkurrencen om disse var. Og at jordløse soldater kun var loyale overfor deres hærfører, samt hvor villige de var til at vende sig mod selve Rom.
Her er det, ti år efter Sulla om hvem han ofte udtalte at denne havde været tåbelig at nedlægge sit diktatur, trådte en intelligent og ambitiøs mand op på scenen, for aldrig at blive glemt igen, Gaius Julius Cæsar.
På sin vej mod magten spillede han på alle beskrevne faktorer. Folkets opbakning for at kunne fastholde sine særkommandoer og konsulater, og legionærernes loyalitet til at vinde enorme rigdomme i Gallien, som kunne fremme karierren mere. Ligesom han vendte legionerne mod Rom selv, vandt borgerkrigen med dem og opnåede en endnu større magt end Sulla.
I den lå også kimen til hans fald, ved sin absolutisme spærrede han vejen for næste generations opstigen, og i en sammensværgelse blev han 15 marts 44 f.v.t. dolket ihjel. Morderne forsøgte at genoprette republikken, men de samme problemer dominerede den stadig og der var politisk kaos efter mordet, en ny hovedaktør og stærk mand var nødvendig for at tøjle alt dette:
”19 år gammel samlede jeg på eget initiativ og for egne midler en hær, med hvilken jeg befriede republikken, der var undertrykt af klikevælde” skrev Octavian i levnedsbeskrivelsen på sit Gravmæle. Han var Cæsars grandnevø, arving og adoptivsøn og han erobrede den magt Cæsar havde haft. Han blev ”Augustus”, ”Den Ophøjede”. Klogeligt belært af sin ”fars” fejl opretholdt han et skin af Republik. Embeder stod stadig åbne for patriciernes ambitioner, men Augustus havde i kraft af sine mange embeder og kommandoen over hæren i virkeligheden uindskrænket magt. I augustæisk retorik var republikken stadig sund og levende, men sandheden var at den var stendød.
Republikken blev således som det forhåbentlig fremgår dræbt af sin uvillighed til at reformere sin politik og kere sig om underklassens ve og vel, og af de enorme rigdomme den erobrede. Ambitiøse mænds magtbegær drev dem til at benytte rigdommene, folket og hæren i kampen om magten, og denne kamp dræbte Res Publica Romana. Eller som Ørsted formulerer det var Roms bystatsforfatning/organisation ikke i stand til at kapere udfordringerne i at sprænge rammerne for bystatens udstrækning og blive et verdensrige.
VII Romerne og ”De Fremmede”.
For yderligere at forstå Roms succes, såvel som Europa af i dag er det frugtbart at se på hvordan romerne opfattede og mødte de fremmede kulturer de besejrede.
Strengt taget behandler de udleverede tekster ikke alle de fremmede, men kun ”de nordlige barbarer”, altså gallere og germanere. Germanerne befolkede dengang det nuværende Tyskland og Skandinavien samt områder i Polen, mens gallernes (også kendt som keltere) kerneområder var det nuværende Frankrig og Britiske Øer. De havde dog haft bredt sig helt ned over Sydtyskland/Østrig/Tjekkiet til Norditalien og fremstød helt ned over Balkan og Lilleasien. I længden var romerne dog de stærkeste, og på tærsklen til Republikkens fald var gallerne kun selvstændige i Midt-Nordfrankrig og de Britiske Øer. I sin vej mod magten vandt Cæsar berømthed, militær succes/gloire og store rigdomme ved brutalt at underlægge sig hele Gallien (Frankrig-Belgien), og ca 100 år efter erobrede hans efterkommer, Claudius, England. Samtidigt fortrængte germanerne gallerne fra Sydtyskland- Bøhmen og vestbredden af Rhinen, hvor germanerkongen Ariovist stødte sammen med Cæsar i en kamp om Gallien skulle være underlagt den ene eller den anden krigsherre.
For romerne var gallere og ikke mindst germanere symbolet på alt det fremmede og farlige romerne frygtede. De var store, vilde, uorganiserede, krigeriske og modige, og de beboede vildmarker med uendelige mørke skove i det kolde nord. Den diamentrale modsætning til de civiliserede og kultiverede romere og grækere ved det solbeskinnede Middelhav, og derfor også det de frygtede. Romerne glemte aldrig Gallerstormens spøgelse og frygten for barbarerne blev genoplivet af Kimbrer og Teutoner i Republikken og utallige gange i kejsertiden, indtil den dag Imperiet faldt for invaderende germanere. Romernes frygt havde været velbegrundet...
Denne kontrast til Rom ses meget godt i Tekst 19 og 20 hvor germanernes krigeriskhed og foragt for vellevned fremhæves. Ligesom de hævdes at leve ydmygt og i vildmarker og store skove.
Men man skal også huske sin kildekritik. Cæsar skrev med meget politiske grunde og havde grund til i sin beretning om Gallerkrigene at fremhæve truslen fra nord mod Rom for at kunne beholde sin særkommando, Mens Tacitus (ca. 56 e.v.t. – ca. 117 e.v.t.), var grundlæggende republikansk og konservativ. Domitians tyranni efterlod ham som forbitret modstander af det skørlevned, korruption og tyranni han så i den tids Rom. Og når han i sine værker fremhæver germanernes og briternes rene ånd, mangel på svig, primitive ædelhed og krigeriskhed gør han det i høj grad for at holde et spejl op for romerne og vise det de i hans øjne mangler. ”Gradvis gik man over til civilasionens tillokkende ’goder’:... Alt dette kaldte de i deres troskyldighed civilisation, skønt det var en del af deres trældom.” Skriver Tacitus i Tekst 22, og mere tydeligt kan han næppe udtrykke sin egen mening (det er forøvrigt ganske skarpt set).
Desuden ved vi fra arkæologien at der både var en vis social ulighed i germanske landsbyer, at disse lå fast (men blev flyttet 2-300 m hver generation), at germanerne var bønder- ikke nomader og at i hvert fald Danmark ikke var dækket af skove, men var landbrugsmæssigt fuldt udnyttet allerede i Romersk jernalder. Det er dog svært at vurdere hvordan en romersk aristokrat ville vurdere disse landsbyer, det kan være det var sådan de så dem. Men det kan også være et forsøg på at farve deres skildringer. Begge kilder skal således tages med et gran salt, eller to...
Men, gallere og germanere skildres altså i begge tilfælde som vilde, uciviliserede, uorganiserede og farlige, men uden svig (bortset fra den guerrilla de fører), som ”ædle vilde”. Og måden at behandle dem på når de er besat er at de skal oplyses og blive som romerne, ”romaniseres”. Tegningen i Figur 24 giver et udmærket billede på denne romanisering, og er man til Monthy Python kan man nok huske scenen i Life of Brian hvor lederen af ”Judeas Folkefront” spørger hvad romerne egentlig har gjort for dem? Ja altså udover akvædukter, kloaksystemer, veje, og en lang række andre ting. Dette var nemlig hvad romerne gjorde, de opbyggede lokal infrastruktur med alle civilisationens goder, fra veje og kloaker til teatre, bade og arenaer.
Ligeledes knyttede de den eksisterende overklasse til sig gennem privilegier, og integrerede den i det romerske system så man i romersk lokaladministration kunne finde efterkommere af konger. Og allerede Vespasian (69 e.v.t.-79 e.v.t.) begyndte at inkludere provinsernes overklasse i senatet. Mens rekkruteringen til legionerne også efterhånden flyttede fra Italien til provinsen og til sidst selve grænseregionen- og til ”Barbarorum”. Denne politik rakte sandsynligvis så langt tilbage som kampen for overlevelse og magt i Latium, her valgte romerne efter sejren(e) og en klog tale af Konsulen Camillus, at integration var bedre end destruktion.
Romerne forsøgte altså at romanisere barbarerne, og opstande var undtagelsen snarere end reglen når den første pacifisering var overstået. Dette kan kun have været tilfældet fordi romerne succesrigt integrerede lokale magthiearkier i deres administration. Lokale aristokrater fandt fordel i at støtte romerne og indgå i riget. Romerne var, i modsætning til stort set alle andre antikke imperier, ligeledes gode til at uddele det romerske borgerskab med de fordele dette gav modtageren. Og i 212 e.v.t. gav Caracella alle fribårne i riget borgerret, ligesom lokale religioner kunne fortsætte uhindret efter besættelsen med mindre de udgjorde en trussel mod Roms herredømme.
Dermed tæmmede man de to faktorer i lokalsamfundet, der kunne have truet Rom og bandt dem til sig. Og efterhånden som byer skød op (i det barbariske vest), handelen (og dermed adgang til varer) blomstrede, og tilstedeværelsen af hæren skabte beskæftigelse til mange, sivede romaniseringen nedaf i samfundet- selvom vi ikke ved hvor langt. Men mange sydtyske byer er vokset op omkring en legionslejr ved at håndværkere, handlende og andre bosatte sig, for at forsyne hæren. Det er betegnede at denne romanisering gik langt over grænsen og at germanernes overklasse efterhånden sine steder efterlignede romersk byggestil og skik.
I det allerede urbaniserede og civiliserede øst nøjedes man med at integrere sig i det eksisterende system. Og selvom romerne under Republikken så med foragt på grækerne, der havde tænkt nok så meget, men ikke meget andet, mens de selv var ved at erobre verden, bredte græsk kultur sig og blev en del af romerriget. Med tiden flyttede hovedvægten i riget også til det rige og tætbefolkede øst, og her bestod riget 1000 år efter det faldt i vest, men det er en anden historie.
Romernes måde at håndtere deres imperie på var altså at romanisere og integrere lokale magtfaktorer, at gøre dem til en del af systemet. Og det er min vurdering at netop denne integration gjorde at romerriget holdt så længe som det gjorde imod ydre pres og indre opløsningstendens. Det var i alles interesse, selv de indtrængende germanere ønskede mere at blive en del af riget end at vælte det. Romaniseringen var således betingelsen for at romerriget holdt så længe, og det var i den af den opståede blanding af romersk/græsk blandet med germansk og lidt rest-keltisk hældt oveni, grundlaget for det Europa vi kender i dag blev lagt.
VIII Konklusion.
For så vidt det er muligt at konludere noget fælles om så forskellige emner kan vi konkludere at Res Publica Romana ved sin ekspansion bar kimen til sin egen undergang i sin styreform. Manglen på omsorg for legionærerne og folket, der begge led under ekspansionen, skabte ved de stadige krige en situation hvor ambitiøse mænd med enorme indkomster fra erobringer kunne knytte hær og folk til sig i forsøg på at opnå absolut magt. Den samme ekspansion tvang romerne til at tage stilling til fremmede kulturer. Disse sås oftest som underlegne, og romerne valgte at integrere dem i riget, romanisere dem. Dette gav Romerriget styrke til at modstå ydre og indre pres i lang tid og lagde grunden til det Europa vi kender i dag.
IX English Summary.
This paper sets out to explore the problem of the fall of the Roman Republic. We maintain that the Republican Constitution was in fact the basis for its fall as it could not cope with the expansion.
First we examine the Roman expansion and its consequences for the army that did the actual fighting. How the manpower pool of Italy dwindled as legionnaires found themselves in the field so long that their lands went fallow and their farms taken over by magnates. How the class of landless thus grew and how the Gracchi tried to alleviate this problem by agrarian reforms.
We then went on to examine the expected career of Roman aristocrats and how the expansion places more and more demands on them in the intense competition for power amongst themselves; a competition that eventually enriched some of them immensely and allowed them to present the landless with hope of land through service in the Legions. We examine this and conclude that the Republic did indeed carry the seeds for its own destruction in its City State Constitution that could not cope with an empire.
Lastly we looked at Roman conception of “The Other” the foreign cultures they encountered during their expansion, and concluded that though seen as inferior, these were to be Romanised and integrated. And that this choice was a wise one as it strengthened The Empire and allowed it to thrive and survive for so long despite pressures from outside and within.
X Litteraturliste.
Badian, E.: Roman Imperialism in The Late Republic, Oxford, 1968.
Beard, Mary & Crawford, Michael: Rome in The Late Republic, London, 1999.
(a) Brunt, Peter: Social Conflicts in the Roman Republic, London, 1971.
(b): Italian Manpower, Oxford, 1971, et virkeligt nørdværk
som jeg ikke nåede at læse alle 716 af, men dog henviser til noget af det jeg har læst.
Christensen, Erik: Romersk Historie, Aarhus, 1995.
Elton, Hugh: Frontiers of the Roman Empire, London, 1996.
Harris, W. V.: War and Imperialism in Republican Rome, 327- 70 BC,
Oxford, 1979.
Hedeager, Lotte: Politiken og Gyldendals danmarkshistorie, Kbh, 2002.
Plutark: The Internet Classics Archive, http://classics.mit.edu/Plutarch/pyrrhus.html.
Wikipedia-artikler:
Tacitus, http://en.wikipedia.org/wiki/Tacitus
Jugurtha, http://en.wikipedia.org/wiki/Jugurtha
Republikkens forfatning og politiske kamp,
http://en.wikipedia.org/wiki/Comitia_Centuriata
2. Makedonske Krig,
http://en.wikipedia.org/wiki/Second_Macedonian_War
”Stregen i sandet”, http://en.wikipedia.org/wiki/Antiochus_IV_Epiphanes og
http://en.wikipedia.org/wiki/Gaius_Popillius_Laenas
Kort over Seleukiderriget(Bilag I), http://en.wikipedia.org/wiki/Seleukid
Ørsted, Peter: Cæsar, Kbh, 2006.
