Kamptropper og Baglandskrigere

Efter at have læst følgende kronik af Oberst Lars R. Møller http://www.b.dk/kronikker/befinder-auditoeren-sig-i-det-ydre-rum og tænkt over udviklingen de sidste par år er målet fuldt og jeg må appellere til Forsvarsministeren. I sin tid, i min tid som gruppefører i en patrulje-/udrykkegruppe i HJV fik jeg en liste med 9 forventninger fra underordnede til deres leder. De passede fint til mine tanker, så jeg elaborerede selv, og gemte listen. Punkterne er som følger; -Han kan sit job og er altså kompetent. -Han stiller højere krav til sig selv end sine folk. -Han er interesseret i sine folk og kerer sig om dem. -Han viser tillid til sine folk. -Han vil samarbejde med sine folk. -Han kan og vil kommunikere med sine folk. -Han træffer klare og retfærdige afgørelser. -Han støtter om sine folk. -Han er til at stole på. -Han følger selv de regler han kræver efterlevet. En sådan leder vil underordnede følge til verdens ende eller helvedes port; om det er tømrermesteren, der gør forrest gennem sneen for at komme til at bygge om vinteren, officeren, der siger "Følg mig!" og leder angrebet, eller læreren, der altid er velforberedt, vidende og hjælpsom. De underordnede vil yde alt de kan for en sådan leder og gå længere end de egentlig tror de kan. I krig er det nødvendigt at hver enkelt yder sit yderste, og de ledere vi sender til Afghanistan og andre krigszoner må alle leve op til ovennævnte krav. Det er det de har lært i deres uddannelse og det er efter disse retningslinjer de leder deres menige, og får dem til at yde deres bedste mens de deler strabadser, lidelser, sorg og angst. Men selv i situationer, hvor andre ville fryse i angst, stikke af eller reagere instinktivt, kræver systemet og de menige de har ansvaret for, at vores unge officerer i felten reagerer rigtigt ud fra deres træning og under hensyntagen til hæmmende regler. Disse unge mænd har et enormt ansvar, og fortjener al tak og hæder. Og de bør kunne forvente af deres egen ledelse i forsvarets top og Forsvarsministeriet, at disse lever op til de ti punkter ovenfor. Og de vil, som deres egne menige, gå til verdens ende for ledere af den type- det er derfor Oberst Lars R. Møller er så populær blandt felttropperne. Det ligger i virkeligheden i disse unge opofrende mænd at de savner en sådan ledelse; et fyrtårn til at vejlede dem i usikkert farvand. Men det får de ikke! Politikerne, især på venstrefløjen, har- selv hvis de ikke er fjendtligt indstillede overfor Forsvaret- fuldstændig urealistiske forestillinger om krigsførelse og realiteterne i krig. Ikke mindst i en guerilla. Disse forestillinger har ført til urealistiske forventninger og regler, der hæmmer indsatsen og giver fjenden frie hænder. De samme urealistiske forventninger præger desværre også Forsvarets top, og i stedet for ledelse efter de principper de unge officerer selv leder efter, bliver de mødt af skrivebordskrigeres og politikeres urealistiske krav. Og de bliver mødt med mistro, disinteresse, mangel på samarbejde og kommunikation, mangel på støtte, urealistiske krav og uretfærdige anklager. Om de føler de ikke kan stole på Forsvarets ledelse og deres politikere, kan jeg ikke sige; men det ville være en naturlig reaktion på den seneste tids udvikling, hvor nedskæringer rammer kamptropperne fremfor bureaukrati og logistikerne, der begge har udviklet sig til autopoietiske systemer, med alt hvad det indebærer. Kamptropperne bliver igen og igen sendt til Afghanistan, mens baglandskrigerne er sikre og sikret job. Og her er vi slet ikke kommet ind på inkompetencen bag de fejlslagne projekter, som kamptropperne igen betaler prisen for med nedskæringer. Dette er naturligvis uholdbart. Det genererer mistillid og fremmedgørelse mellem kamptropper og ledelse såvel som politikere. Det kommer selvfølgelig ikke så langt ud i Danmark som i Frankrig 1946- 1962. Men det vil være en naturlig udvikling, hvis både unge officerer og menige i højere og højere grad værger sig ved, at melde sig til internationale aktioner, hvor de bliver mødt med utaknemmelighed og anklager i stedet for den hæder og taknemmelighed de rettelig fortjener. De skarpeste hjerner vil med denne udvikling vælge andre karriereveje, og Danmark mister dermed det vi altid har anset for at være vores vigtigste fordel; at vi har selvstændigt tænkende og initiativrige soldater, hvis vigtigste våben ikke er deres automatgevær, men deres hjerne. Selvfølgelig skal de danske soldater overholde krigens regler, og de er alle trænet i dette. Men der er grænser for reglerne, og der er grænser for hvor meget mistillid og anklager vi kan møde dem med inden de ikke længere gør deres yderste. Derfor vil jeg rette denne appel til forsvarsministeren, hvis far forstod det, tænk over måden Forsvaret ledes på, tænk over hvilket signal der sendes til Forsvarets top om den linje de skal følge og hvilket signal der sendes til drengene, der hver dag risikerer livet i Helmand. Måske næste gang far er i Danmark, i skal tage en snak, han forstod det.